Skub dit selvbillede i en sund retning
Selvbillede og selvværd – hvordan hænger de egentligt sammen…?
Det handler dette blogindlæg om.
Gennem årene har jeg som psykolog mødt utallige mennesker, der kæmper med selvværdet.
Og i de seneste uger har en tanke formet sig mere og mere i mig:
Jeg ville ønske, at de kunne se sig selv gennem mine øjne.
De sidder nemlig overfor mig og fortæller om, hvor forfærdelige de er – på den ene eller anden måde.
⋅ Den ene føler sig grim.
⋅ Den anden, at hendes krop er ækel.
⋅ Den tredje, at han er social akavet.
⋅ Den fjerde, at hun er dum.
⋅ Den femte, at hun ikke er værd at være ven med.
⋅ Den sjette, at han ikke er værd at elske.
⋅ Den syvende, at hun er et forfærdeligt menneske.
…
Alle har de det tilfældes, at jeg virkeligt godt kan lide dem.
Så hvordan kan de drage sådanne konklusioner om, hvem og hvordan de er?
Når de i mine øjne er fine, fine mennesker?
…
For at forstå det, er vi nødt til at kigge lidt på begrebet selvbillede.
→ Hvad er det for en størrelse?
→ Hvor kommer det fra?
→ Hvordan hænger det sammen med dit selvværd?
→ Hvordan kan dit selvbillede gå hen og bliver forvrænget, så det ikke matcher det billede, andre mennesker har af dig?
→ Og ikke mindst: Hvordan du kan begynde at ændre et negativt selvbillede, så du kan få et sundere et af slagsen, der nærmer sig mere, hvordan andre ser dig udefra.
Hvad er et selvbillede?
Dit selvbillede er din opfattelse af dig selv – dit billede af, hvem du er.
I dit selvbillede finder du din egen opfattelse af din personlighed, dit udseende, dine evner og færdigheder, egenskaber og kompetencer, dine styrker og kvaliteter, dine fejl og mangler.
Dit selvbillede er altså den måde, du opfatter dig selv på – og hvordan du tror, at andre opfatter dig.
Sådan udvikles det
Dit selvbillede bliver til i din omgang med verdenen.
Det begynder sin udvikling fra det øjeblik, du lander her på jorden.
Som spæd og som barn tilegner du dig forskellige opfattelser af dig selv gennem dit samvær med dine forældre, søskende og andre voksne. Din selvopfattelse begynder altså at forme sig gennem samspillet med andre; gennem din egen observation af det, du gør, og hvordan andre reagerer på det, du gør.
Som større barn – i puberteten og teenageårene – bliver dit selvbilledet i høj grad påvirket af andre sociale sammenhænge end din familie – såsom skolen, klubben, fritidsaktiviteter og fritidsjob, venskaber og kærester.
Dit selvbillede udvikles således over tid gennem en kombination af livserfaringer og feedback fra andre.
Sådan hænger dit selvbillede sammen med dit selvværd
Dit selvbillede danner grundlaget for dit selvværd.
Hvordan du ser på dig selv, danner nemlig grundlaget for din egen vurdering af dig selv:
Er jeg god eller dårlig?
For meget eller for lidt?
Værdifuld eller mindre værd?
Har du overordnet et positivt og realistisk selvbillede, har du også et sundt selvværd.
Det modsatte gør sig gældende, når dit selvbillede er negativt.
Så slås du med selvværdet.
Kulturelle normer påvirker dit selvbillede og selvværd
Ligeledes er det vigtigt at pointere, at dit billede af dig selv og dit selvværd til enhver tid er påvirket af de gældende kulturelle normer der, hvor du bor.
Hvis du for eksempel vurderer din krop som attråværdig i 2020’erne, ville du nok ikke have gjort det i 1700-tallet, hvor deller og bleg hud var på mode.
Lige så gælder det din opfattelse af dig selv som mor eller far.
Om din selvopfattelse derfor inkluderer en positiv opfattelse af dig selv som mor eller far, afhænger af hvordan du vurderer dig selv op imod den kulturelle gældende for det gode forældreskab i dag.
Når der mangler sammenhæng mellem din selvopfattelse og andres opfattelse af dig
Det sker stort set aldrig, at der er 1-1 sammenhæng mellem, hvordan du opfatter dig selv, og hvordan andre mennesker ser dig.
Dit selvbillede afviger som regel en smule her og der fra andre menneskers opfattelse af dig.
Nogle gange stikker det dog helt af.
Så bliver et selvbillede forvrænget og matcher meget lidt andre menneskers opfattelse af personen.
Det gælder for eksempel for dem, jeg nævnte i starte af blogindlægget her.
Man vil sige, at de har et forvrænget selvbillede.
Deres selvopfattelse er forvrænget, fordi den afviger markant fra, hvordan andre ser dem – herunder mig.
Et forvrænget selvbillede opstår sådan her
Når det kan lykkes mennesker at “opnå” et forvrænget selvbillede af den negative slags, hvor de konstant ser sig selv i et negativt lys, skyldes det flere faktorer.
Især forældrene spiller en stor rolle her – det kan vi ikke komme udenom.
Manglende interesse og indlevelse i et barns verden fra forældrenes side, giver en tvivl på, om man egentligt er et interessant eller betydningsfuldt menneske i denne verden.
Hvis et barn bliver mødt med ligegyldighed, afstandtagen, konstant kritik, vrede, overdreven udspørgen eller drivende ironi, er det meget svært for barnet at udvikle et billede af sig selv som en dejlig, vigtig og værdig person.
Så er det derimod, at barnet kan ende med at konkludere som de mennesker, jeg sidder overfor i min praksis: At de ikke er gode nok på alle mulige og umulige parametre. At de ikke noget værd.
→ Læs mere om udviklingen af lavt selvværd her ←
Sådan skubber du dit selvbillede i en sund retning
Uanset om du har et lidt skævt selvbillede i forholdet til andres opfattelse af dig – eller om dit selvbillede er stukket af i en vældig negativ retning – er der grund til at arbejde på at få det (tilbage) i sund retning.
(Det behøver jeg garanteret ikke sige til dig, for du har formentligt allerede erfaret, at det er hårdt arbejde at leve med et negativt selvbillede og et lavt selvværd.
Det slider på humør og mentalt helbred, og det påvirker som regel alle aspekter af dit liv. Dine tanker og følelser, håb og drømme, din adfærd og dine relationer til andre menensker, med meget mere.)
Så hvad kan du gøre lige nu, hvis du gerne vil skubbe dit billede af dig selv i en mere positiv, sund og opbyggelig retning?
Jo altså, du må gerne låne mine øjne ♥
Men hvis du ikke kender mig godt, bliver det nok lidt svært. Hvis du ikke har tilbragt en rum tid i mit nærvær, er det måske nok lidt svært at forestille dig, hvordan jeg ser på dig.
Derfor vil jeg foreslå dig noget andet.
Gør sådan her:
Tag et øjeblik og tænk tilbage på den eller de personer i dit liv, som har kigget på dig med allermest kærlige øjne.
Vælg den person, der mestendels var sammen med dig med glæde, interesse, indlevelse og respekt.
En, der aldrig gik af vejen for at se dig i et positivt lys.
En, hvis øjen lyste op, når de så på dig.
Brug så lidt tid på at virkeligt huske den person og dit samvær med ham eller hende.
Se personen for dig – fornem situationerne, I var sammen i – blæs minderne op på din indre skærm…
Derefter vil det være en god idé at tage et stykke papir og en blyant og skrive ned:
Hvordan opfattede denne person dig?
Hvad var denne persons billede af dig?
Skriv alt ned af, hvad du kan huske og fornemme fra jeres stunder sammen.
Til sidst kan du læse det, du har skrevet og arbejde på – virkeligt – at tage det ind.
Sådan helt ind.
Tag det ind, helt derind i dybet af dig, hvor det får lov til at få betydning for dig eget syn på dig selv
KH
Beslægtede artikler