Livskrise – en tænkepause, der gør ondt
I dag skal det handle om en anden form for pause. Det skal handle om de dér tænkepauser, som livet nogle gange serverer os.
De nødvendige, men ikke nødvendigvis behagelige tænkepauser.
Det skal handle om livskrise.
Er det dig lige nu?
Et eller andet har væltet dig? – eller er på vej til at vælte dig?
Måske har du gået med et boblende ubehag, en tristhed eller frustration i noget tid allerede – og nu får du besøg af følelser, der for alvor niver?
Har din livskrise stået på et stykke tid, venter du sikkert lige nu utålmodigt på, at jeg skal fortælle dig, hvordan du kommer ud af den. Har jeg ret?
Jeg hører dig. For damn, hvor de niver, de livskriser!
Jeg har været der. Flere gange.
Dér, hvor du vågner op om morgenen og et splitsekund oplever, at alt er ok – indtil du husker. Og begynder at græde. Dér, hvor arbejdet eller en stund ude i byen sammen med nogen kan give en pause fra tankerne – men hvor de kommer tilbage med 200 i timen bagefter.
Dér, hvor det føles som om, der ingen vej er ud.
Men der er en vej – det lover jeg dig!
Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan præcis din vej ser ud, og jeg kan ikke give dig fem hurtige tips til at komme videre. For der findes ingen quick-fixes til livskriser.
Men jeg kan give dig et par ord med på vejen – som medmenneske og som psykolog, der har været vidne til mange livskriser. Måske du kan finde lindring i ordene? Det håber jeg, og de kommer her:
Du lever!
Du er i live! Jeg ved godt, at du lever i den hårde ende af skalaen lige nu, og at du ville ønske det var anderledes. Men altså: Du lever!
Livet er ikke leverpostej og ”hvad-skal-vi-have-til-aftensmad?” og næste tv-serie på Netflix lige nu, vel? Nej, du smager for alvor på livet. Det gør ondt, ja – det ved jeg godt. Men du lever!
Oplevelsen af at være i live – på godt og ondt – er faktisk en af de universelle længsler, vi mennesker har. Og lige nu er du dér.
En livskrise er lig med de mørkeste følelser i livet
Hvis du lige nu har tabt både meningen med det hele og håb for, at det nogensinde skal blive godt igen – så er der ikke noget galt med dig.
Livskriser henter livets allermørkeste følelser ind. En livskrise betyder som oftest dage, uger, måneder, hvor du føler et kontroltab og en rådvildhed fra en anden verden. Og så kommer meningsløsheden og håbløsheden. Du har ikke noget at pejle efter og kan ikke se lyset for enden af tunnelen. Det er helt normalt.
Omfavn smerten
Jeg er ked af at sige det, men der er ingen vej udenom. Du bliver nødt til at gå lige ind i smerten – og blive der lidt.
Jeg ved godt, at du sikkert ikke har spor lyst til det. Men det er dét, du skal lige nu. Lad være med at forsøge at dulme smerten væk – med hvad du nu end plejer at dulme med (arbejde? Facebook? Mad? Alkohol? Tv-serier? Eller…?). Det kommer ikke til at hjælpe.
Der er ingen vej uden om ubehag og smerte og de tænkepauser, livet serverer for os.
”The cure for pain is in the pain” skriver Rumi.
Og det er sandt.
Du er nødt til at stirre smerten i øjnene og finde ud af, hvad den vil dig – for at komme igennem din livskrise.
Det kommer til at være ubehageligt et stykke tid, men så skal det også nok holde op. På et eller andet tidspunkt lander du din livskrise i noget nyt, der bliver godt.
Alt i livet er en fase
Det skal nok gå over. Du skal nok finde mening og håb igen.
Intet varer nemlig for evigt – heller ikke denne livskrise. Selvom det føles sådan.
Hvis du kigger tilbage over dit liv, vil du kunne finde mange eksempler på situationer og hændelser, der har virket uoverstigelige på det tidspunkt, du stod i dem – men som var overstået, før du vidste af det.
Der er trøst og ro at hente i visheden om, at alt i livet er en fase. Og du kan rolig sige til dig selv: This too shall pass.
Skynd dig langsomt
Når du står i en livskrise, er du på den ene side nødt til at skynde dig. Fordi smerten jo gør ondt – og fordi du ikke skal blive siddende i den for længe.
Når en livskrise strækker sig over for lang tid, er det nemlig, at den risikerer at sætte sig i regulær depression eller angst.
Derfor skal du skynde dig at finde vejen ud af krisen.
På den anden side er du nødt til at være langsom.
Du kan ikke ræse gennem en livskrise og forcere et svar. Det paradoksale ved en tænkepause som en livskrise er nemlig, at du ofte – for at få det svar, du søger – egentligt skal holde op med at tænke.
Du har brug for pauser fra din tænkning.
Du har brug for at lave noget andet, end at tænke over alt det smertefulde – for at du kan finde svaret. For at smerten går sin gang, og for at du kan komme ud på den anden side.
Derfor skal du skynde dig langsomt.
Og hey, jeg håber, du er ude af krisen og tilbage til dig selv lige om snart.
Kærligst,
2 Comments
Skriv en kommentar Annuller svar
Beslægtede artikler
Hej Rikke
1000 tak for din omsorg og tak for dine video klip om selvværd, hvilke har givet mig mere indsigt om mig selv ?
Jeg vil fortælle dig at min lillebrord døde for 10 mdr siden og det slog virkelig benene væk under mig ? og jeg blev virkelig ramt i mit hjerte, først lukkede jeg af for mine følelser og blev virkelig meget praktis anlagt da jeg mente jeg skulle hjælpe hans voksne børn med begravelse osv så der gik nogle uger før jeg reageret med den største smærte jeg nogensinde har følt i mit hjerte. Det der så skete var at jeg satte mig med i min sofa og græd, sov og spiste og kunne ikke andet, jeg var lammet. Denne krise gjorde at jeg begyndte at se ting fra en anden vinkel og opdaget at den mand jeg bor sammen med er nassesist som overhoved ikke kunne rumme eller give mig lov til at sørge over mit tab, min mand havde heletiden travlt med at få mig til at føle skyld og skam over at jeg ingen ting kunne, da han så en dag fortalte mig at nu var jeg blevet for tyk som gjore at han ikke kunne gå i seng med mig fik jeg Enu et huk , men men det var dråben til at jeg rejste mig i min fulde højde 164 cm og vægt 86 kg og begyndte at finde vej ud af mørket og finde mig selv og blev fuld bevidst om hvad jeg ville og kunne i mit liv.
Jeg har virkelig fundet en styrke fram jeg aldrig trode jeg havde for det her ville jeg ikke finde mig i, jeg opdaget at jeg havde tilladt mig at viske mig selv ud grundet min mand’ evige bebrejdelser og alt skulle dreje sig om ham, det skal lige siges at jeg altid har været så forelskede i ham indtil for 5 mdr siden hvor virkeligheden gik op for mig. I min proces til at finde mig selv havde jeg brug for nogle ekstra værktøjer til at rette op på min selvtillid og dem gav du mig det skal du ha mange tak for de har været meget lærerige. Jeg har det meget meget bedre i dag og føler mig så stærk???? de kærligere hilsner Ulla
Kære Ulla,
1000 tak for din besked!
Sikke er hård periode, du har været igennem! Hvor er det stærkt at læse om, hvordan du har rejst dig med fornyet styrke igen! En inspiration til os andre
Kærligst,
Rikke