Kærlighedssvindel

Kærlighedssvindel: Når han ikke er den, han siger, han er

Fik du set programmet ”Kærlighedssvindlerne” på TV2 sidste mandag? I aften kommer andet afsnit af dokumentarserien, hvor jeg medvirker som psykolog. I dokumentarserien følges seks forskellige kvinder, som alle er blevet svindlet i et kærlighedsforhold. Programmerne illustrerer tydeligt, hvordan kærlighedssvindel giver et dyk til selvværdet.

Måske har du læst flere historier i medierne om kærlighedssvindel. Bl.a. historien om Amanda Kastrup har fået megen omtale. Der er både lavet en film med Amanda selv som medvirkende, og en podcast omkring hendes oplevelser med kærlighedssvindel. Information har også skrevet gode artikler om kærlighedssvindel.

I denne blog sætter jeg fokus på kærlighedssvindel og eftereffekterne af at være blevet svindlet af én, du elsker.

Når han ikke er den, han siger, han er

Kærlighedssvindel kan se ud på forskellige måder: Nogle kvinder møder en fantastisk mand online, som de forelsker sig i, men som de aldrig når at møde, inden de finder ud af, at han i virkeligheden slet ikke eksisterer. Andre kvinder oplever en kort, intens affære med en mand, som viser sig at være en anden end den, han giver udgiver sig for. Atter andre kvinder lever i længere parforhold med mænd, som viser sig at leve et dobbeltliv (eller trippelliv) med kæreste/kærester og måske børn andetsteds. (Og i øvrigt: Mænd oplever også kærlighedssvindel. Når jeg kun skriver om kvinder her, er det fordi, det er dem, der kommer hos mig.)

Fælles for alle former for svindel i kærlighedens navn er, at de ofte følger et bestemt mønster (et mønster, som også gør sig gældende i andre voldelige parforhold).

Kærlighedsbombning

Det starter med skønne, overvældende, fantastiske kærlighedserklæringer. Du møder en mand, der slår benene væk under dig med sine overbevisende fortællinger om, hvor vild han er med dig. Du er den eneste ene – han har aldrig haft det sådan før – du er fantastisk, smuk, sød, lækker, etc. Det sker meget tidligt i bekendtskabet – og set i bakspejlet, kan de fleste kvinder se, at det var faktisk lidt for overvældende. I bagklogsskabens ulideligt klare lys kan de se, at der var grænseoverskridende adfærd allerede i den spæde start af forholdet. Men i momentet virker kærlighedsbombningen efter hensigten, og de forelsker sig. Hvem ville ikke det? Du får masser af opmærksomhed – både når I er sammen og på telefonen, når I er væk fra hinanden. Du bliver sat op på en piedestal som det mest fantastiske menneske i verden. Du forelsker dig.

Noget ændrer sig…

Over tid begynder noget at ændre sig. I de parforhold, hvor bedraget foregår over en årrække, oplever kvinderne typisk en langsomt ændret adfærd hos manden, som er svær at få øje på. Der begynder at ske ting, der ikke helt passer med historien om prinsen på den hvide hest og den store romance. Konfronterer hun ham med hullerne i de historier, han fortæller, vil han typisk være enormt god til at give forklaringer, som får kvinderne til at tro på ham. Bedraget fortsætter.

I nogle af de længerevarende forhold med kærlighedssvindel, udvikler forholdet sig til at være et psykisk voldeligt parforhold (stay tuned her på bloggen! Jeg skriver pt. på et blogindlæg om psykisk vold i parforhold).

I de parforhold, hvor bedraget foregår i en kortere periode, sker ændringen brat. Kvinderne opdager ved et check på bankkontoen eller gennem en opringning fra banken, at den, de elsker, har svindlet dem for penge.

Skammen, der følger

Fælles for de kvinder, der står tilbage med at være blevet svindlet, er skammen. De skammer sig over, at det er sket for dem. De spørger: Hvor kunne jeg have været så naiv, godtroende, dum? Hvorfor opdagede jeg det ikke? Hvorfor stoppede jeg det ikke? Men sagen er den, at de ikke har gjort noget anderledes, end hvad vi andre ville have gjort i samme situation. De har forelsket sig – i god tro. Og de har desværre mødt én, der var god til sit kram: Netop at bedrage.

Ræk ud

Skam er en nederdrægtig følelse, fordi den får os til at gå i skjul med det, vi skammer os over. Skam isolerer os fra andre mennesker – netop i de situationer, hvor vi har allermest brug for dem. Derfor ender vejen efter kærlighedssvindel for nogle kvinder med at være lang og ensom. De går alene med skammen, og får ikke rakt ud efter andre mennesker, der kan hjælpe dem med at forstå, at de intet har at skamme sig over. De får ikke andre menneskers forståelse, perspektiver og empati, og oplevelsen kan blive ved med at køre rundt med dem og deres selvværd.

Atter andre kvinder oplever at række ud og møde kun misforståelse og ignorance. I så fald kan skammen vokse, og selvværdet lide yderligere. Læser du med nu, og er du i netop denne situation, skal du vide, at du ikke er alene. Der er andre, der har oplevet det samme som dig. Der er andre, der gerne vil hjælpe dig med at komme videre.

 

Har du oplevet kærlighedssvindel? Jeg hører meget gerne fra din i kommentarfeltet!

 

Kærligst,

 

Rikke

14 Comments

  1. Bo jensen 19. maj 2020 at 22:19 - Reply

    Jeg har oplevet en kærlighedsbedrager som er en kvinde

    • Rikke Papsoe 3. januar 2022 at 09:31 - Reply

      Kære Bo,

      Yes, de findes også! Jeg håber, at du er kommet ud af svindlen.

      KH

      Rikke

  2. Sommerfugl 10. januar 2021 at 17:55 - Reply

    Jeg blev så glad da jeg læste artiklen…
    Glad for at det ikke er mig der er dum, naiv og godtroende.
    Jeg mødte en mand som var alt det jeg drømte om, alt det jeg ønskede… Han kørte det spil i 8 mrd da en tilfældighed afslørede at han ikke var ham…
    Han blev udsendt i forløbet. Jeg ville sende ham brev så vi holdt vores kontakt. Han sagde det kunne man ikke men jeg handler og fik sendt ham brevet. Så ringede forsvaret. Han var ikke der, der fandtes ingen i DK med det navn.
    Det viste sig han havde været gift i 15 år… Og da han valgte ikke selv at fortælle mig sandheden sendte jeg alt til en leder i forsvaret og han mistede sit job…
    Der er mange detaljer i det her men blot for at sige nogen af dem er hammergo til at fortælle historier.

    • Rikke Papsoe 3. januar 2022 at 09:29 - Reply

      Du har så evigt ret! De fleste svindlere har store evner ud i at fortælle historier, som er nemme at tro på.

      Jeg er glad for, at du opdagede svindlen!

      KH

      Rikke

  3. Debbie 22. august 2021 at 23:26 - Reply

    Ja men kan ikke overskue at skrive mere lige nu da jeg lige har opdaget at mit forhold gennem 10 mdr har været en stor løgn

    • Rikke Papsoe 25. august 2021 at 16:38 - Reply

      Åh, det er jeg ked af at høre, Debbie! 😢

  4. Nora 7. februar 2022 at 14:30 - Reply

    Jeg nåede desværre at flytte sammen og føde vores fælles barn, før jeg opdagede at alt var løgn.
    Han kunne lyve om alt og fandt jeg ud af han løj, så gik han til angreb og beskyldte mig for at tro han var en skidt person der var typen der løj.
    Jeg begyndte derfor at samle beviser ind HVER GANG jeg skulle konfrontere ham med løgne og bedrag.
    Så gik han blot endnu mere til angreb og gav mig skylden for at han løj 🙈

    • Rikke Papsoe 23. februar 2022 at 09:23 - Reply

      Kære Nora,

      Det er jeg ked af at høre! Du beskriver desværre en klassisk situation, som mange ofte for kærlighedssvindel står i: Netop at skylden bliver vendt mod dem, når de prøver at konfrontere svindleren med løgnene. Det er en svær situation, som på lang sigt kan stjæle både selvværd, selvrespekt og selvfornemmelse. Man kan miste pejlingen fuldstændigt.

      Håber, du er kommet godt ud på den anden side! ❤️

      KH

      Rikke

  5. Sinne 28. juli 2023 at 23:09 - Reply

    Det er svært at opdager, at man er den 2. person og han allerede er i et forhold. Vi har set hinanden igennem nogle år. Jeg er splittet om jeg skal kontakte hans kæreste om hans dobbeltliv, eller jeg bare selv skal komme videre. Og jeg skammer mig over at have ignoreret de røde flag 😔 og været naiv.

    • Rikke Papsoe 23. oktober 2023 at 10:32 - Reply

      Kære Sinne,

      Det er svært at opdage, ja. Men du skal ikke skamme dig. Det er nemt at ignorere de røde flag, som du skriver, når man samtidigt er forelsket.

      Mange tanker til dig ❤️

      KH

      Rikke

  6. Vibeke W. Clausen 17. oktober 2023 at 22:36 - Reply

    ja–jeg er netop ved at afslutte et kærlighedsforhold–som kun er forgået online. (vi har kendt hinanden i 6 måneder) han var prinsen på den hvide hest. Han var fantastisk. Intelligent, morsom, opmærksom, og virkede oprigtigt interesseret i mig og min „historie‟ han udviste empati (troede jeg) Vi planlagde en fremtid sammen. Han er dansk/amerikaner–og ville komme til DK. pludselig for 2 uger siden, spurgte han om hjælp–økonomisk –Faktisk 100.000 kr. Han nævnte Silicon Valley Bank, og bad om en håndsrækning. Nu har jeg heldigvis ikke så mange penge, men et hus med stor friværdi. Så bad han om at „låne‟ skødet og jeg skulle skrive en fuldmagt til ham. Jeg bad ham om at ringe til mig. Pludselig havde han „lukket‟ telefonen, og kunne kun kontaktes online. Så bad jeg om hans adresse–og han gav mig en „fake‟ (en skole) så slog jeg bremsen i–nu er han ubehagelig, og prøver at give mig skyldfornemmelse (fordi jeg IKKE vil hjælpe ham)–siger han. Det var den kærlighed. Jeg kan ikke dele dette med nogen–mine veninder er desværre alle døde–og jeg er pensioneret–så jeg har ikke mange venner tilbage. Håber dette kan give andre „stof‟ til eftertanke. Jeg har hele tiden–sagt til mig selv, dette er for godt til at være sandt–Lyt til jeres indre stemme–jeres intuition–kære medsøstre derude. Kærlig hilsen Vibeke

    • Rikke Papsoe 23. oktober 2023 at 10:36 - Reply

      Kære Vibeke,

      Jeg er ked af at høre, at du har oplevet online kærlighedssvindel.

      Tak for, at du skriver om det her på bloggen – så andre kan drage nytte af din viden. Det lyder som et helt klassisk svindelnummer.

      KH og tanker herfra ❤️

      Rikke

  7. Anna 25. januar 2025 at 20:33 - Reply

    Hej
    Kan man finde dokumentaren et sted?
    Venligst Anna

    • Rikke Papsoe 27. januar 2025 at 09:56 - Reply

      Kære Anna,

      Jeg tror desværre ikke længere, du kan finde dokumentaren på Tv2Play, da den er fra 2018. Men der findes en del podcasts og andre dokumentarer, jeg har medvirket i. Prøv at google „kærlighedssvindel Rikke Papsøe‟.

      KH Rikke

Skriv en kommentar

Følg mig