Mit nytårsønske for dig og mig
Det er SÅ meget den tid på året. Tiden til eksistentiel refleksion. Ligegyldigt hvor du kigger hen, vælter det rundt med forskellige måder at kigge tilbage på året, der gik, og forskellige måder at gribe det nye år på.
For mig starter den eksistentielle refleksion altid op til jul (som du måske opdagede her). Julen inviterer de helt store følelser ind hos mig – både fra den ene og den anden ende af spektret. Min december går derfor med juletravlhed OG de helt store overvejelser om livet. Lidt besværligt, men sådan er det åbenbart for mig.
Når vi endelig når til det nye år, er jeg derfor som regel rastløs og mere end parat til at komme i gang med det nye år. Færdig, slut med den eksistentielle tankeaktivitet! Lad os SÅ komme videre i teksten!
Jeg kunne nævne de første 117 ting, jeg ønsker mig af 2019. Begrænsningens (og tålmodighedens) kunst mestrer jeg ikke ret godt. Desuden ELSKER jeg at lægge planer og drømme stort (findes der egentligt noget bedre?).
Men hvis jeg skal skære ind til benet og sætte en overskrift på mine drømme for 2019, så er der én ting, jeg ønsker mig mere end noget andet i 2019.
Og hvis jeg må tillade mig det, så ønsker jeg det faktisk også for dig.
Jeg kupper hermed dagsordenen for dine nytårsforsæt og inviterer dig med ud på et sted.
Det er et sted, jeg allerede har skrålet om i hele december, mens jeg kørte i bil. (Så hvis du er stødt på en meget lille og grå Peugeot i Københavns gader med virkelig høj og skinger sang, har det helt klart været mig!).
I december faldt jeg nemlig over en sang fra en forholdsvis ny film. En sang, hvis omkvæd fint opsummerer, hvad 2018 har lært mig – og hvad jeg ønsker mig mere af 2019.
Det lyder sådan her:
Min plan for 2019 er at blive ved med at springe derud, hvor jeg ikke helt kan bunde.
Det lyder måske umiddelbart farligt. Eller uovervejet og uklogt.
Og der er da også nok at frygte, når du forlader din comfort zone og springer ud på dybt vand (hvad end det er for et slags dybt vand, du springer ud på).
Der er frygten for, hvad andre tænker. Frygten for at fejle. Frygten for, om du nu gør det rigtige. Frygten for, om du nu gør det godt nok. Frygten for at blive til grin. Frygten for at blive ”opdaget”. Frygten for at blive såret. Frygten for at blive forladt.
Det er helt klart nemmest at blive inde ved kanten. Det vil altid føles trygt og sikkert at blive i den rille, du kender. Og lade Netflix kalde. Eller rødvinen. Eller arbejds-computeren – for at sikre dig, at du nu også er forberedt godt nok til i morgen.
Men der er også trist inde ved kanten.
Når du lader frygten styre, mister du litervis af livsglæde og mening – og måske dig selv.
Jeg ved det. For jeg har været der.
”At vove er at tabe fodfæste for en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv.” skrev Søren Kierkegaard.
Og han har så evigt ret.
Hvis der er én ting, 2018 (og massevis af samtaler med andre mennesker) har lært mig, så er det dette:
At hoppe ud på dybt vand er det klogeste valg. Livet er så meget bedre derude!
Vil du med ud på dybt vand i 2019?
Så stil dig selv dette spørgsmål:
Hvis jeg kunne parkere min frygt bare et øjeblik, hvad ville jeg så gøre – lige nu?
Fortæl mig om det i kommentarfeltet. Jeg vil elske at høre fra dig!
GODT NYTÅR!
Kærligst,
Beslægtede artikler
For at give dig de bedste oplevelser bruger jeg teknologier som cookies til at gemme og/eller få adgang til enhedsoplysninger. Hvis du giver dit samtykke til disse teknologier, kan jeg behandle data som f.eks. browsingadfærd eller unikke ID'er på dette websted. Hvis du ikke giver dit samtykke eller trækker dit samtykke tilbage, kan det have en negativ indvirkning på visse funktioner og egenskaber.
Jeg ville stoppe på mit arbejde, hvor jeg har været i mere end 10 år. Springe ud som selvstændig, føle glæden ved at lave mit eget – noget som giver mig energi og lykkefølelse.
Årh, hvor lyder det skønt, Maja! ? Dejligt dybt vand!
Alt godt til dig i det nye år og det nye spring!
Kh
Rikke
Mit problem er, at lige nu kan jeg slet ikke overskue at se fremad. Jeg mistede min lille baby d. 12. januar 2018. Endelig i løbet af sensommeren begyndte jeg at kunne se fremad og glæde mig over de små ting igen. I november begyndte jeg sågar at glæde mig lidt til jul, selv om jeg vidste, at vi ville mangle lille Frederik. Men så mistede jeg min far d. 1. december, efter 2 år med bekymring og kamp for at få min mor til at få mere hjælp til ham. Så lige nu kan jeg slet ikke komme på, hvor jeg kan springe ud på dybt vand.
Kære Rikke,
Hvor er jeg ked at høre om dine tab! Det gør mig ondt for dig og din familie, at I har mistet både din søn og din far sidste år.
Jeg kan godt forstå, at du slet ikke er dér lige nu, hvor du skal springe ud på dybt vand. Du er i stedet et af de steder i livet, hvor det – som du selv skriver – er uoverskueligt at se fremad. Det er benhårdt. Det er dér, hvor livet gør allermest ondt. Og dér skal der noget helt andet til end at se en gammel frygt i øjnene og selv springe ud på dybt vand.
Har du nogle gode mennesker omkring dig, som du kan støtte dig op af i denne svære tid?
Kh og masser af varme tanker til dig,
Rikke
Håbe på at finde mig et job, som giver mig glæde, så jeg føler der er en mening med at stå op og være glad om morgenen.
Jeg ville spørge en mand jeg kender om han ville være min kæreste.
Jane, det lyder som to fantastiske spring ud på dybt vand! ?
Jeg hepper på dig!
Kh
Rikke