Smitter jeg mine børn med lavt selvværd?

1. Det er ikke et 1-til-1-forhold

For det første: Der er ikke en lige linie mellem alt, hvad du gør som mor, og den fremtid dit barn får. Det er ikke et 1-til-1-forhold!

Bare så vi lige har det på det rene.

Selvfølgelig spiller du som forælder en afsindig vigtig rolle i dit barns liv. Men i vores kultur er der opstået en tendens til at betragte hvert enkelt lille valg, vi foretager som forældre, som noget, der har direkte, determinerende virkning på vores børns fremtidige liv. Det er en idé om, at vi med selv de små valg i hverdagen har en altoverskyggende magt over, hvordan vores børns liv kommer til at spille sig ud. Den idé hedder forældredeterminisme, og den stresser os.

Derfor understreger jeg lige her: Dit barn bliver udsat for oceaner af påvirkninger hver dag – og der er ikke et 1-til-1-forhold mellem dét, du gør som mor, og den fremtid dit barn får.

2. Du er designet til bekymring

For det andet: Du er en mor.

Det betyder, at du er designet til bekymring.

Når vi sætter afkom i verden, starter en helt ny dimension af livet op, som de fleste af os ikke helt havde set komme. I hvert fald ikke i det omfang, den kommer i.

Den dér til tider gigantiske bekymring for, at der skal ske vores børn noget skidt. Av for katten!

Der er altså ingenting galt med dig, fordi du bekymrer dig om dit barn. Det er naturligt – og det er godt.

Det er dit job at bekymre dig!

3. Hvad er dit – og hvad er dit barns?

Selvom det er ganske naturligt at bekymre sig som mor, er det vigtigt, at du stiller dig selv spørgsmålet: Har jeg grund til at bekymre mig?

For at finde svar på det, kan du forsøge at adskille dit eget møg fra dit barns møg. (Jeg skriver ’forsøge’,for det er svært!)

Prøv at spørge dig selv:

Hvor kommer min bekymring fra?

Kommer bekymringen fra min fortid? Fra mine egne erfaringer som barn?

Eller kommer den decideret fra mit barns liv nu og her?

Et eksempel kunne være:

Du henter dit barn i SFO’en og finder ham alene. Din første tanke er: ”Oh, min Gud! Hvorfor er han alene?? Er der ingen, der gider lege med ham?! Har han ikke nogen venner? Får han aldrig nogen venner?” – og så kører tankemylderet ellers derudaf.

Jeg ved godt, at det er svært at stoppe sådan en tankestrøm. Men prøv alligevel.

Prøv at kigge godt og grundigt på dit barn.

Ser situationen ud til at være et problem for ham?

Eller har han det faktisk fint?

Hygger han sig i sit eget selskab?

Har han bare haft brug for en god, lille time-out efter timers stimulerende fællesskab med de andre børn?

Du kan komme et godt stykke vej med ikke at smitte dit barn med din egen bekymring ved at adskille dit fra hans.

4. Bekymring bliver først et problem, når du handler på den (på særlige måder)

Dér hvor bekymring af enhver art går hen og bliver et problem for os mennesker, er når vi begynder at handle på den.

Ikke alle handlinger er selvsagt dårlige. Du er selvfølgelig nødt til at tage hånd om dig selv, når du bekymrer dig.

Problemet er, at bekymring ofte inviterer til uhensigtsmæssig adfærd.

Du drager forholdsregler. Du begynder en kaskade af handlinger, der alle har til formål at sikre dig, at det, du frygter, ikke sker.

Tilbage til eksemplet fra tidligere:

Når du finder dit barn alene i SFO’en, kunne du måske begynde at udspørge ham om situationen: ”Er du ok, lille skat? Har det været en god dag? Hvem har du leget med? Hvorfor sidder du her alene?”, osv.

Måske siger du: ”Nårh, sidder du her helt alene, lille skat! Hvordan kan det dog være?”

De fleste børn står af på en tornado af spørgsmål.

Enormt mange børn svarer i det hele taget på alle forældre-spørgsmål med ”Det ved jeg ikke” eller ”Det kan jeg ikke huske” eller ”Det gider jeg ikke snakke om”.

To ting er vigtige her:

Det ene er at respektere dit barns grænser. Hvis han ikke gider dit krydsforhør, skal du stoppe med det. Ellers tænder han af på at snakke med dig – og det ville være trist. For han har brug for at kunne komme til dig og snakke, når han har lyst og brug for det.

Det andet vigtige er: Kunne du arbejde med ikke at få kickstartet dit krydsforhør?

Dit krydsforhør er nemlig din uhensigtsmæssige adfærd. Alle dine spørgsmål er dit forsøg på at dulme din egen bekymring. Det er altså dit møg, ikke hans.

Og krydsforhøret kan have en negative effekt på ham. Udover at han måske bliver helt pas på at tale med dig, risikerer du også at plante en idé i ham. En idé om at det med venner er svært. Eller at lege alene er et problem.

Alt sammen noget, der i hans verden måske slet ikke er et problem.

5. Viden er ikke lig med kontrol

Det interessante ved krydsforhøret er også, at det som regel leder lige lukt ud i… ingenting. Sådan er det med uhensigtsmæssig adfærd. Den løser ikke et problem, men skaber ofte flere.

Jeg ved godt, hvorfor du krydsforhører (og jeg er med dig her!). Du har nemlig en idé om, at hvis bare du ved noget – hvis bare du ved, hvordan det går med dit barns sociale relationer – så kan du kontrollere det.

Åh, gid det var så vel!

Men det er det ikke.

Viden er ikke lig med kontrol.

Ligegyldigt hvor meget du ved om, hvor mange han har leget med i dag, kan du ikke styre, om nogen gider lege med ham, om han får venner, eller hvilke venner han får.

Damn, det kunne ellers være så rart!

6. Du kommer ikke til at misse, når noget virkeligt alvorlig sker

At du overhovedet læser med her, fortæller mig meget om dig som mor:

Du interesser dig for dit barn.

Du er opmærksom på dit barn.

Du er dér.

Derfor er jeg heller ikke på nogen måde i tvivl om, at når noget virkeligt alvorligt sker i dit barns liv, så vil du opdage det!

Med din store interesse i dit barns ve og vel, kommer det ikke til at gå din næse fordi, hvis der sker noget med ham, som virkeligt giver grund til bekymring.

Tro mig!

7. Din fornemmeste opgave er IKKE at fjerne modgangen

Når noget alvorligt så hænder i dit barns liv – og det vil ske – så har du en fornem opgave, der går stik imod din indre impuls.

Første indskydelse er som oftest:

Lad mig fjerne din smerte for dig, min skat.

Jeg tager den.

Jeg fjerner den.

Jeg fixer det.

For det gør så ondt at se vores yndlingsmennesker lide!

Men vi må ikke fjerne vores børns smerte. 

For når vi fixer vores børns problemer for dem, går det først galt. Så lærer de nemlig ikke at fixe dem selv. Og det har de så uendeligt meget brug for!

Din fornemmeste opgave som mor er derfor i stedet:

• At være i smerten sammen med dit barn
• At hjælpe dit barn med at håndtere smerten
• At hjælpe dit barn med at udvikle og finpudse sine egne livsnødvendige problemløsningsstrategier.

Det betyder alverden for dit barn, når du bliver i smerten med ham.

Det at have en tryg relation at læne sig ind i, når livet giver knubs, er helende i sig selv.

Dit barn lærer også meget om livet ved, at du bliver med ham i smerten. Han lærer, at det er muligt at håndtere smerte – for det står du jo lige dér og gør! Og han lærer sine egne problemløsningsstrategier at kende ved at tale med dig om, hvordan han kommer ud af dét, der er svært.

Så bliv dér.

Don’t fix it.

8. Det uundgåelige (men ikke håbløse!)

Vi har alle sammen dårlige sider, som vi for alt i verden ikke ønsker at give videre til vores børn. Men dine børn vil samle møg op fra dig (og alle mulige andre steder fra)! Det kan du ikke undgå. Du kan kun gøre det så godt, som du kan – og det er ikke perfekt (for det er der intet, der er).

Til gengæld er det heller aldrig for sent at arbejde på de sider af dig selv, som du har det virkeligt svært med.

Prøv nu – her ved blogindlæggets slutning – at pege på dén ting, ved dig selv, som du aller-aller-helst vil af med. Som du pinedød ikke vil give videre til dit barn. Hvad er det?

Er det din indre kritiker?

Er det dit besvær med at håndtere følelser?

Er det, at du presser dig selv for hårdt?

Er det din indre pleaser?

Vælg én ting, du kan tage hånd om nu. Som du kan arbejde på, skal blive bedre for dig.

At tage hånd om dig selv på dén måde er nemlig både omsorgsfuldt for dig selv og for dine yndlingsmennesker.

Når du tager hånd om dét, du slås med, gøder du grunden for bedre relationer i dit liv. Selvomsorg er andre-omsorg. Og din dreng vil lære uendeligt meget om livet og mennesker, ved at du – hans ”gamle” mor!” – skaber forandring for dig selv.

Kunne det ikke være det fedeste, hvis dit barn lærte, at man kan skabe stærke forandringer i sit liv – også som voksen?

Kærligst,