Hverdagsglæde

Klokken er 7:45 på en helt almindeligt hverdagsmorgen. Det er en af de morgener, hvor jeg ikke skal møde tidligt på arbejde. Jeg kan derfor have en stille morgen med mine tvillinger – og netop dét er toppen af hverdagsglæde for mig for tiden.

Når min mand kører af sted med vores store datter, indfinder der sig en særlig ro. Pigerne forsvinder typisk ind i en god, koncentreret leg. Jeg laver morgenmad, spiser langsomt, går langsomt i bad, kigger ud i luften.

Vi læser måske en bog sammen, tegner, eller spiller Kalaha. Der er god tid, og jeg nyder dem.

Som megen anden hverdagsglæde i livet, er også de stille morgener hos os snart af forbi. Vi har kun få måneder tilbage, inden tvillingerne starter i skole, og alle piger er ude af vagten kl. 7:30.

Jeg kommer til at savne det uendeligt meget!

Visheden om, at det snart slutter, lægger et stort – og positivt! – pres på mig for at nyde det og skabe så mange af disse morgener som muligt.

Jeg øver mig med næb og klør i at værne om min hverdagsglæde.

Fordi det er så nemt at gøre det modsatte i det præstationssamfund, vi lever i.

Hvad er hverdagsglæde for dig?

Ved du, hvad hverdagsglæde er for dig? Eller sidder du godt fast med næsen i sporet, som så mange af os, at du glemmer at være til stede i hverdagen?

Fortvivl ikke!

Jeg giver dig her to trin til at finde og dyrke din hverdagsglæde.

Allerførst lidt om, hvorfor det er så vigtigt at tune ind på hverdagsglæde.

Hverdagsglæde er en del af et sundt selvværd.

Før du ved af det, er det forbi

Da jeg stod med nyfødte tvillinger, én ”stor” pige på to et halvt, massiv søvnmangel og en konstant mangel på hænder, var jeg ved at kaste op, hver gang et ældre familiemedlem sagde: ”Husk nu at nyde dem!”.

Men det er jo sandt! Når man får børn, fatter man for alvor, hvor hurtigt tiden løber af sted, og hvor hurtigt dette liv er ovre. At nærme sig midten af livet har samme effekt. Spørgsmålene melder sig:

Har jeg nydt det nok?

Var jeg tilstede i livet, mens det udfoldede sig?

Fortrydelsen gør nas

Sidder du fast i de tre grimme P’er (præstation, perfektion og altid at være ) passerer hverdagen ofte forbi, uden du egentlig er til stede i den.

Antallet af gange, de tre grimme P’er har fået fat i mig, er ikke værd at nævne. Jeg har truffet mange beslutninger i løbet af de senere år, hvor jeg kigger tilbage og tænker: Øv! Der fik jeg ikke fulgt det, der egentligt var i mit hjerte.

Det er svært at holde fast i sig selv og ikke blive revet med i vores hurtigløbende samfund med uendeligt mange muligheder og tilbud. Det kræver øvelse at stå fast på sine egne to ben i nutiden og finde ind til kernen af det, der er vigtigt for dig.

Men det er så vigtig en øvelse!

Fortsætter du med næsen i sporet, risikerer du at ende med at fortryde lige netop det, som størstedelen af mennesker fortryder, når de ligger for døden.

Top 5 fortrydelser i slutningen af livet

Måske du har hørt om bogen ”The Top 5 Regrets of the Dying” af Bronnie Mare? Den blev til på baggrund af Bronnies arbejde som sygeplejerske for døende mennesker i deres sidste uger.

I bogen beskriver hun en top fem liste over ting, folk fortryder, når de ligger på deres dødsleje. På denne top 5-liste finder du bl.a.:

”Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget”

”Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være gladere”.

Av.

At slås med selvværdet betyder netop ofte en overprioritering af pligt og arbejde – sideløbende med en underprioritering af lyst og hverdagsglæder.

Er det også sådan for dig?

logo Rikke Papsøe

At værne om hverdagsglæde

Så kan jeg varmt anbefale dig at gå på opdagelse i og værne om din hverdagsglæde. Du kan lære at få øje på den, prioritere den og maksimere din nydelse af den.

Hvordan gør du det?

Disse to trin er en god begyndelse:

  1. Undersøg først: Hvor meget hverdagsglæde har du egentligt i hverdagen?
    1. Tag et kig på den seneste uge eller to i din kalender.
    2. Markér et ’P’ ud for hver aktivitet, der var en pligt.
    3. Markér et ’L’ ud for hver aktivitet, der var lystbetonet og gav dig glæde.
    4. Er fordelingen helt skæv – altså har du alt for mange P’er og stort set ingen L’er ind – skal du overveje, hvordan du kan proppe flere små glædesfyldte aktiviteter ind i din hverdag. Vi brænder alle ud på kun at have P’er.
  2. Få øje på din hverdagsglæde og skriv den ned. Stil dig selv følgende spørgsmål:
    1. Hvad er mine favorit hverdagsstunder lige nu?
    2. Hvad skal jeg gøre for at værne mere om dem og nyde dem mere?
logo Rikke Papsøe

I skrivende stund har mine to yngste gang i den bedste leg. At observere deres intense leg fra sidelinien er 100 % hverdagsglæde!

Det er en helt almindelig morgen. Det er hverdag – og den skal jeg tilbage til nu.

God hverdag til dig!

Kærligst,

Rikke Papsøe signatur

Skriv en kommentar

Følg mig